About

Morten Kongsbak, Hair & Makeup Artist

Jeg startede på makeup-skole i Jylland i 2007 og blev færdig i 2008. Kort efter afslutningen flyttede jeg til København, hvor jeg blev stylist for modelbureauet Scoopmodels.

Samtidig med at jeg arbejdede for Scoopmodel, blev jeg assistent for Søren Hedegaard. Dette gav mig en utrolig mængde læring som ny i branchen. Mine år med Søren er uerstattelige og gav mig en fantastisk start på mit voksne arbejdsliv. Arbejdet med Søren førte mig blandt andet til en plads på makeup-teamet på Vild med dans og Voice. Jeg har nu arbejdet fem sæsoner for Vild med dans og er netop blevet booket til min sjette sæson, som starter september 2014. Jeg har i forbindelse med Vild med dans også mødt Andrea Elisabeth Rudolph, som jeg har haft fornøjelsen af at style for mange gange siden og i andre sammenhænge. Stor tak til Søren Hedegaard.

I 2010 startede jeg på frisøruddannelsen for at få en bedre fornemmelse for hår. Dette ville give mig større mulighed for at arbejde på de jobs, som jeg gerne ville. Jeg blev færdig som frisør i 2014 hos Creademic, hvor jeg under oplæringen var en del af deres team, både på salonen og på skolen, hvor vi underviste og efteruddannede frisører. Samtidig var jeg ansvarlig for makeup på vores modeller på de shows, vi ofte lavede. Tak Til Mark og Kira Anderson for deres store del af min forståelse for hår.

Da X-factor løb af stablen i 2013, var jeg ansvarlig for makeup på Ida Corr og hendes deltagere. Før og siden X-factor har jeg stylet Ida utallige gange til alt fra fester, tv, pladecovers, musikvideos og photoshoots.

Under Modeugen i København har jeg i fem år frem til 2013 arbejdet som en del af teamet på Malene Birgers store show med modeverdenens største modeller. Jeg har også medvirket på andre shows, såsom Noirs og David Andersens.

I mit arbejde som makeup-artist har jeg haft mulighed for at arbejde sammen med de bedste fotografer i branchen. I et godt samarbejde med fotograf Sigurd Hoyen og Cecilie Bach har jeg for nylig medvirket på en del portrætter med kendte ansigter såsom Kirsten Olesen, Ibi Støvring, Laura Drasbæk, Mathilde Norholt, Laura Bach, Nathalie Mundueno, Simone Lykke og Rosalinde Mynster.

Når jeg er på job med modeller, kan man sommetider få lov til at flippe ud og lave vilde ting. Det er fedt at kunne eksperimentere med former og farver og lade fantasien få frit løb. I mit arbejde med portrætterne har min mission været ikke at lave om på modellen, men netop at finde det smukkeste og bedste frem og "lave" den bedste udgave af den model jeg havde i stolen.

Som makeup-artist er man i konstant bevægelse og udvikling, ingen opgave eller ansigt er ens. Jeg stopper aldrig med at lære, derfor elsker jeg mit arbejde.